Ankelskade

Ankelskader opstår hyppigt i forbindelse med sport

Ankelskade

Smerter efter en ankelskade

En ankelskade kan medføre smerter på ydersiden, bagsiden og indersiden af foden eller fodryggen. Sådanne skader opstår hyppigt i forbindelse med sport, men også aktivitet i dagligdagen ved fx. fald eller uhensigtsmæssigt fodtøj.

Ankelen og foden er kompliceret opbygget. Årsagen er, at de har mange funktioner. Du skal bøje og strække foden samt bevæge den fra side til side, for at kunne gå, løbe, hoppe og bevæge dig optimalt. Derudover er det vigtigt at holde anklen og foden stabil for ikke at komme til skade og vrikke om. 

Ankelen består af to led, som gør, at du kan bevæge anklen i flere retninger.

  •  Det ene hedder talocruralleddet og dannes af tre knogler – rullebenet, skinnebenet og lægbenet. Talocruralleddet gør, at du kan bøje og strække anklen.
  • Det andet led i anklen hedder subtalar led og dannes af rullebenet og hælbenet. Det er i subtalarleddet, bevægelserne fra side til side foregår (også kaldet inversion og eversion på fagsprog).  

Foden indeholder 26 knogler. Disse knogler er designet til at vægtaflaste og fordele de mekaniske kræfter, som du udsættes for på daglig basis, fx under gang. Vægtfordelingen i foden foregår gennem svangen. 

Foden er yderligere opdelt og styrket af 4 lag af muskler samt ledbånd og fascia strukturer (bindevæv), der har til formål at holde foden stabil. Udover de ovenstående strukturer forløber nerver og blodcirkulation, som forsyner og kontrollerer alle de andre strukturer i foden.

Undersøgelse af ankel og fod - diagnosen er vigtig

Afhængig af den problematik som du kommer med, undersøger vi både dit underben, ankel og fod. 

Vi mærker og tester os frem til den smertegivende struktur. Vi anvender mekaniske test for at undersøge bevægelighed i ankelen og foden, samt gør brug af forskellige tests mhp. om et brud af knoglen eller en ruptur af et ledbånd skulle være opstået. Vi tester muskler, ledbevægelighed og neurovaskulære forhold, herunder blodcirkulation og nerveforsyning.

Udover den lokale undersøgelse, laver vi også en undersøgelse af hele din krop. Vi vurderer din holdning, dvs. at vi undersøger dit knæ, din hofte, bækkenleddet og lænderyggen. Det er vigtigt at behandle kroppen som helhed, fordi lokalbehandling ikke altid er nok. Resten af kroppen kan påvirke måden du bevæger dig på og have betydning for dine smerter. 

Osteopati og behandling efter en ankelskade

Der er tre ting, som er vigtige for at din ankel hurtigt bliver god igen:

  1. Korrigering af en evt. fejlstilling i anklen for at opnå en hurtig heling. En fejlstilling betyder, at fodens knogler sætter sig i spænd imellem hinanden, hvilket vi korrigerer med manipulation eller mobilisering. En fejlstilling forårsaget af en forstuvning kan medføre problemer i anklen, knæet, hoften, i bækkenet – og op efter. Er man stram i musklerne i baglåret, i lægmuskulaturen og fodens svangsene, kan dette bidrage til en overbelastning af akillessenen.
  1. Minimere smerte og forbedre funktionen. Ved forstuvninger kan smerten skyldes både hævelse samt øget muskelspænding. Vi reducerer hævelsen ved at behandle blodomløbet og lymfesystemet for at optimere tilbageløbet. Vi arbejder med din rygsøjle for at påvirke nerverne til musklerne og vi fjerner dermed muskelspændinger.
  1. Du skal forebygge, at skaden ikke opstår igen. Hvis der er tale om en overrivning eller en kraftig forstrækning af muskler, f. eks. en achillessene eller et ledbånd, bliver fodens proprioception reduceret.  Proprioception er et signal, der fortæller hjernen om, hvor din kropsdel befinder sig i relation til dine omgivelser og til andre kropsdel. Denne evne er vigtig at genoptræne for, at du kan undgå skader i fremtiden. Har du en akillessenebetændelse, kan det hjælpe med øvelser rettet mod at styrke senevævet. Når du er klar, anbefaler vi altid specifikke øvelser for at genoptræne din styrke og proprioception. Når vi behandler ankel- og fodsmerter, er det for at optimere kroppens funktionalitet. Vi arbejder med selve foden og anklen, men vi ser også på hele kroppen og behandler kroppen som en helhed. Vi kigger på lænderyggen, bækken, hofte, knæ, ankel og foden med henblik på at skabe den bedste behandlingsstrategi for den givne problematik. Vi gør brug af forskellige behandlingsteknikker og undersøgelser. Vi hjælper dig af med smerterne og forsøger at optimere de biomekaniske forhold – som måtte have behov for dette gennem brug af osteopati og evt. fysioterapi i form af øvelser, hvis dette vurderes. Alt afhængigt af hvad din skade eller problematik er, så guider vi dig til en smertefri hverdag

 

Hyppige ankel- og fodproblematikker

Osteopati og fysioterapi til behandling af fodsmerter ankelskade

Ankelskader opstår hyppigst under aktivitet. Har du tidligere været ude for en ankelskade, har du øget risiko for igen at komme til skade. De faktorer, som spiller ind på en ankelskade, er både udefrakommende (eksterne) og dem der er relateret til kroppen (interne).  De udefrakommende faktorer kan for eksempel være skotøj, sport, belastning, tid, aktivitetsniveau, underlag osv. Samtidig spiller disse interne faktorer en rolle: gentagende ankelskader, tab af muskelstyrke, køn, begrænset mobilitet, anatomisk variation, ledløshed, hypermobilitet, nedsat proprioception, tab af postural kontrol/balance og neuromuskulær deficit. Ankelskader har vist sig at have en højere forekomst under sport, hvilket svarer til 10-30% af alle skader (lubbe 2015). Ankelskader er altså ansvarlige for 34,4 % af alle sportsrelaterede skader, specielt i kontaktsport. Er en ankelskade allerede forekommet, er der 5 gange så stor risiko for, at skaden kommer igen. Af alle ankelskader viser det sig, at 12 % er re-skader.

Vi har taget udgangspunkt i nogle af de ankel- og fodproblematikker, som vi ser på klinikken.  

Brud/ Fraktur

Achilles Tendinitis

Vridtraumer (Inversions traumer)

Ankel impingement

Svangsenebetændelse/ Fascitis plantaris

Hælspore

Hallux Valgus

Fraktur/ brud

Fraktur/ brud i underben, ankel eller fod forekommer ofte i sports- eller andre situationer hvor de udefrakommende faktorer spiller en rolle. Vridtraumer i anklen er hyppige og forekommer hos mange atleter samt generelt blandt den almene befolkning. Omkring 25.000 vridtraumer forekommer per dag, som svarer til 1 per 10.000 på daglig basis. Et studie peger mod, at der er højere risici for kvinder sammenlignet med mænd, samt børn under 10 år sammenlignet med børn i 10-19 års alderen, og børn i 10-19 års alderen sammenlignet med voksne (>19 år). Ud af alle ankel vridtraumer forekommer der brudfraktur i ca. 15% af disse episoder. 

For test af en eventuel fraktur laves “Ottawa ankle rules”, som anvendes til at udelukke fraktur af ankel eller midtfoden. 

Testen indeholder 5 punkter, som kan anvendes af os eller patienten selv til at vurdere, om der er behov for et røntgen af anklen eller foden. Er nedenstående test alle positive, så skal du søge læge. Testen beskrives her i fagsprog.

De 5 punkter er følgende:

  • Knogleømhed på ydersiden af underbenet langs fibula, de nederste 6 cm på bagsiden af fibula eller den yderste malleol. 
  • Knogleømhed på indersiden af underbenet langs tibia de nederste 6 cm på bagsiden af tibia eller den inderste malleol. 
  • Knogleømhed af basen på femte metatarsal
  • Knogleømhed på navicular knoglen
  • Manglende evne til at vægtbelaste med 4 skridt direkte efter traumet. 

Husk på altid at tage kontakt til læge hvis du har mistanke om en fraktur. Hvis du har spørgsmål til genoptræning eller behandling gennem osteopati, er du altid velkommen til, at tage kontakt til klinikken på mail eller telefon. Du er også velkommen til at booke tid hos os på klinikken.

Achilles Tendinitis

Achilles betændelse forekommer ofte af langvarig belastning af achillessenen gennem aktivitet eller sport. Overbelastningen medfører patologiske forandringer i vævet over tid. Achillessenebetændelse kan opstå hos mange atleter, men også ved den almene befolkning som dyrker sport. 

Faktorer som kan påvirke eller øge risikoen for achillessenebetændelse er følgende:

  • Fejlstilling i anklen forårsagende overpronation i foden.  
  • Øget fodpronation
  • Alder og vægt. I takt med at vi ældes, øges risikoen, samt overvægt kan også forårsage og øge risikoen for achillessenebetændelse. 
  • Nedsat mobilitet i bindevæv
  • Endokrine og metaboliske udfordringer
  • Højt blodtryk & Type 2 diabetes
  • Dårligt fodtøj
  • Forskere har fundet ud af, at hvis du er bærer af genet COL5A1, så kan dette være en mulig risikofaktor for achillessenebetændelse.

Har du achillessenebetændelse, kan du opleve morgensmerter, altså smerter i achillessenen direkte ved udstigning af sengen. Du kan også mærke og se en fortykkelse af achillessenen, og den kan føles mere hård ved berøring sammenlignet med den anden side. 

Det vigtigt at undersøge dig grundigt og udelukke andre diagnoser som Plantar fascitis, Calcaneus stress fraktur, Calcaneodyni og Haglunds deformiteter. For børn er det vigtigt at udelukke Sever’s disease, som er en irritation på bagsiden af hælknoglen ved vækstzonen. Sever’s forekommer hos børn både < 10 år og 10-19 år. Hos ældre personer er det vigtigt at få udelukket en dyb venetrombose (blodprop i benet).

Ved fysisk traumatisk belastning af achillessenen er det vigtig at få udelukket en partial achillessene ruptur.  

Kan du nikke genkendende til ovenstående symptomer eller er tvivl om du har en achillessenebetændelse, så book en tid via linket.

Ankel vridtraumer

Vridtraumer i ankelen er en hyppig skade som forekommer blandt alle. Inversions traumer, hvor ydersiden forstrækkes står for ca. 85% af alle ankel vridtraumer. Forekomsten af vridtraumer er højest i sportsverdenen. Re-skader og gentagen vridtraume skyldes ofte dårlig genoptræningsforløb, der medfører risikoen for gentagen vridtraume i anklen. Sportsgrene som håndbold, fodbold, basketball og andre sportsgrene, som involverer hurtige retningsskift samt ujævnt underlag med risiko for glid, har en høj forekomst af ankel vridtraumer. 

Vridtraumer kan medføre mekanisk ankelinstabilitet, funktionel ankelinstabilitet og ende ud i det vi kalder kronisk ankelinstabilitet. I tilfælde hvor mekanisk og funktionel ankelinstabilitet opstår, vil de fleste vridtraumer hele og fungerer optimalt igen, dog vil 20-30 % udvikle kronisk ankelinstabilitet. 

Der er en stor mængde af evidens som peger mod, at konservativ behandling såsom fysioterapi og osteopati kan hjælpe med at behandle ankel vridtraumer. Det vi fokuserer på med osteopati er at genskabe mobiliteten i ankelleddet samt fokusere på at optimere kroppens forhold. Vi guider dig også mhp. specifikke øvelser og genoptræning. 

Hvis du har været udsat for et vridtraume i anklen, er det vigtigt at få undersøgt kroppen. Vi kigger på din ankel, underben, knæ, hofte, bækken og lænderyg, da et vridtraume kan forårsage en opadgående kæde, som kan påvirke din krops evne til, at bevæge sig frit og fungere optimalt. 

Jonas, som arbejder på klinikken, skrev sin kandidatafhandling om ankel vridtraumer, hvor han fandt ud af, at osteopati kan hjælpe på at reducere symptomer relateret til ankel vridtraumer. Han fokuserede på muskelstyrke og hvordan osteopati kunne optimere de neuromuskulære forhold samt øge muskelstyrken efterfulgt af osteopatisk behandling. Hvis du har smerter relateret til et hvidtraume og ønsker hjælp, kan du booke tid via linket.

Ankel impingement

Ankel impingement eller afklemning er noget som hyppigst opstår i sportsverdenen. Tilstanden forekommer ofte hos fodboldspillere, langdistanceløbere og balletdansere. I sportsgrene hvor der forekommer hurtig acceleration, hop og ekstreme ankel bevægelser som maksimal dorsifleksion og plantar fleksion i anklen, hvilket kan medføre ankel impingement. 

Ankel Impingement er defineret som smerte i anklen på grund af strukturel afklemning enten et eller to steder. Det kan forekomme på forsiden og bagsiden. Afklemningen foregår i talocruralleddet, hvor plantar- og dorsifleksion foregår, det er her de fleste vil opleve at smerten er lokaliseret. 

Ankel impingement på forsiden og er kendt som “Athlete’s Ankel, Soccer Ankle eller Footballer’s ankel”. Afklemning på forsiden af anklen forekommer grundet gentagen dorsifleksion i talocruralleddet, hvilket forårsager mikrotraumer og skader brusken i leddet. Ankel impingement på forsiden kan underinddeles i det vi kalder anteromedial(inderside (AM-I)) og anterolateral (yderside (AL-I)) impingement. Der er forskellige hypoteser i forhold til om det er AM-I eller AL-I og det er disse faktorer som spiller ind, vi som osteopater fokuserer på. 

Ankel Impingement på bagsiden er ofte kendt som “Dancer’s Heel”. Dette kommer hos atleter som gentagende gange laver plantar fleksion i talocruralleddet. Det ses ofte i sportsgrene som ballet, atleter der udfører mange hop og hos atleter som udfører spark med plantarflekteret ankel. Denne form for ankel impingement er en af de prædisponerende diagnoser, der medfører kronisk ankel smerter. Ankel Impingement på bagsiden underinddeles ligeledes i en posteromedial (inderside PM-I)) og posterolateral (yderside PM-I)). Ligesom Ankel impingement på forsiden har forskellige årsager og hypoteser, forekommer dette også ved Ankel impingement på bagsiden. Det som kendetegner Ankel impingement på både forsiden og bagsiden er, at det begrænser dagligdags aktiviteter grundet smerter.

Har du mistanke om ankel impingement er det vigtigt at få den undersøgt, da en lang række differentialdiagnostiske overvejelser foreligger og det er vigtigt at finde frem til den korrekte diagnose, for at kunne tilrettelægge den bedste behandlingsstrategi til dig. 

Svangsenebetændelse/ Fascitis plantaris

Svangsenebetændelse ses ofte blandt løbere – faktisk står det for 10-22 % af alle løberelaterede skader. Generelt set er det en betændelse, som forekommer blandt 10 % af den almene befolkning. 83 % af disse forekommer i alderen 25-65 år. Af alle svangsenebetændelserne som forekommer kan ca. 90 % af tilfældene behandles via konservativ behandling som fx. osteopati. 

Fasciitis plantaris er en inflammation af svangsenen som strækker sig fra hælknoglen ud til tæerne, den er derfor skabt til at blive belastet, dog kan dette udvikle sig til inflammation ved overbelastning. Svangsenen kan faktisk via dets struktur og væv absorberer 110% af kroppens vægtbelastning ved gangfunktion og ved løb 250% af kroppens vægtbelastning under løb, hvorfor den kan overbelastes. 

Svangsenebetændelse er ofte forårsaget af gentagen overbelastning forårsagende mikrotraumer af senevævet. Der er mange risikofaktorer eller faktorer som kan forårsage skade eller overbelaste fasciet. Faktorer som nedsat ankelmobilitet, fejlstilling i anklen, gentagen overdrevet fod pronation, dårlig fodtøj, overvægt, diabetes, benlængdeforskel, samt bindevævs stramhed eller muskelsvaghed kan medfører svangsenebetændelse. 

Smerterne vil ofte være lokaliseret omkring den forreste del af hælknoglen og kan være trykfølsom lokalt på stedet samt præsentere smerte ved de første par skridt ved gangfunktion, samt efter træning. Generelt vil der opstå smerte ved stræk på fasciet, hvilket medfører, at alle funktioner som belaster fasciet eller belaster svangsenen kan medfører smerter. Smerterne kan være lokale omkring hælen, men også strække sig langs forløbet af svangsenen. Der kan også opstå begrænset dorsifleksion i ankelleddet samt stramhed omkring achillessenen. Nogle kompenserer ved at halte i deres gangfunktion på grund af smerterne. Smerten forværres ofte ved gang uden sko og på hårdt underlag samt ved trappegang. 

Hvis du har spørgsmål vedrørende hælspore, da den ofte forveksles med svangsenebetændelse eller fasciitis plantaris, eller hvis du er i tvivl om du har svangsenebetændelse, kan du book en tid hos os på klinikken.

 

Hælspore

Hælsmerter er for mange bedre kendt som hælspore, men dette er dog ikke helt korrekt. Ofte er hælspore fejldiagnosticeret, da vi i daglig tale kalder hælsmerter for en hælspore, men en hælspore er en decideret knogleudvækst på hælknoglen. 

Disse knogleudvækster kan være lokaliseret på den bagerste del af hælen, men også på forsiden af hælknoglen under foden. Smerter bagtil på hælpuden kan både være en knogleudvækst på bagerste del af hælknoglen, men kan altså også være en achillessenebetændelse (hyperlink). Smerter fortil på hælpuden kan både være en knogleudvækst på hælknoglen, men kan også være forårsaget af en fasciitis plantaris (hyperlink). 

Kroniske smerter omkring hælknoglen er derfor vigtigt at få udredt, før en reel behandlingsstrategi planlægges, hvorfor mange gør brug af scanninger til at differentierer mellem de forskellige diagnoser – for hælspore kan et røntgen afgøre om der er en knogleudvækst til stede. Ætiologien for hvorfor en hælspore opstår er meget omdiskuteret. Den nuværende debat samt kliniske refleksioner omkring hælspore går på, at abnormal biomekaniske forhold som overdreven abnormal pronation er den primære faktor forårsagende smerter under foden samt knogleudvækster under hælknoglen. 

Hælsmerter er en hyppig tendens, dog vurderes hælspore ikke til at være en af de primære årsager for hælsmerter på trods af, at vi i daglig tale omtaler hælsmerter som hælspore. Hælspore forårsages af langvarig stress af svangsenen og fodens muskulatur, hvorfor det kan opstå som en sekundær problematik efter langvarig eller kronisk fasciitis plantaris (hyperlink).

Risikofaktorerne for hælspore kan være aldersrelateret, oftest rammes voksne i middelalderen. Overvægt kan også spille en rolle. Kronisk belastning af svangsenen, som skaber et træk i hælknoglen, kan medføre hælspore, samt fysiske slag/stød mod hælen gentagne gange kan medføre hælspore.  

Hvis en rigtig hælspore er opstået, altså du har fået konstateret via røntgen, at du har en knoglevækst på hælknoglen, så kan osteopati hjælpe dig med dine symptomer. En rigtig hælspore kan ikke fjernes med fysioterapi, kiropraktik eller osteopati, men vi kan afhjælpe dig med dine smerter og guide dig til et sundere bevægelsesmønster og bedre hverdag. Hvis du er i tvivl om du har en hælspore eller fasciitis plantaris, er du velkommen til at booke en tid på klinikken. 

Hallux Valgus (smerter i storetåen)

Hallux valgus er den mest almindelige fod/tå deformitet som forekommer. Det er en tilstand som forværres over tid påvirkende storetåen til at foretage en drejning, hvilket nedsætter stabiliteten i forfoden og generel fodafvikling bliver påvirket. Der kan opstå smerter og generelt kan livskvaliteten forringes. Det kan desuden være en udfordring at finde nogle sko som passer til storetåens position. 

I takt med at hallux valgus forværres vil vævet omkring storetåen påvirkes samt en knyst vil opstå på indersiden af storetåen omkring grundleddet af storetåen. Med tiden vil dette forårsage smerter og nedsat funktionalitet og gangfunktion vil blive påvirket. 

Hallux valgus er hyppigt set og generelt har 23 % af voksne i alderen 18-65 år en hallux valgus, samt 35 % i alderen > 65 år har en hallux valgus. Der er en tendens til, at kvinder rammes hyppigere end mænd, faktisk svarende til 30 % og mænd 13 %. 

Forklaringen på hvad der ligger til grund for at en hallux valgus opstår er ikke helt klar, dog kan vi se nogle tendenser såsom at kvinder har 10 gange så stor risici for at få det som mænd. Stramt fodtøj som anvendes i alderen 20-39 kan være en stor risikofaktor for udvikling af hallux valgus. Hallux valgus kan være associeret med hofte og knæ slidgigt, samt overvægt belastende disse led kan forårsage hallux valgus. 

Hverken fysioterapi, osteopati eller anden ikke-operative behandling kan fjerne din hallux valgus. Operation af hallux valgus kræver en langvarig periode med inaktivitet efterfølgende for ikke at overbelaste og forstyrre helingsprocessen.

Osteopati kan dog hjælpe på at forebygge en forværring af hallux valgus. Osteopati kan både reducere smerter i selve foden og  kan forhindre, at du udvikler et bevægemønster der giver smerter andre steder i kroppen. Hvis du har spørgsmål til om du har en hallux valgus eller søge hjælp til behandling af hallux valgus og gerne vil afprøve osteopati, så book en tid hos os på klinikken.

Referencer

 

  1. Ackerman, K., Babwah, T., Bahr, R., Bangsbo, J., Bärtsch, P., Bizzini, M., Chomiak, J., Dvorak, J., Edwards, T., Engebretsen, L., Fuller, C., Grimm, K., Junge, A., Khan, K., Kolbe, J., Lüscher, T., Mandelbaum, B., Maughan, R., Peterson, L., Reilly, T., Saltin, B., Schmied, C., Scott, A., Sekajugo, J., Shirreffs, S., Silvers, H., Steffen, R., Steinacker, J., Tscholl, P., 2009. F-MARC Football Medicine Manual 2nd Edition, 2nd ed. Fédération Internationale de Football Association.

  2. Agyekum, E.K., 2015. Heel pain: A systematic review. Chinese Journal of Traumatology.

  3. Aldridge, T., 2004. Diagnosing heel pain in adults. American family physician.

  4. Ames, P.R., Longo, U.G., Denaro, V., Maffulli, N., 2008. Achilles tendon problems: not just an orthopaedic issue. Disability and rehabilitation.

  5. Bachmann, L.M., Kolb, E., Koller, MT., Steurer, J., ter Riet, G., 2003. Accuracy of Ottawa ankle rules to exclude fractures of the ankle and mid-foot: Systematic review. BMJ.

  6. Barnish, M.S., Barnish, J., 2016. High-heeled shoes and musculoskeletal injuries: A narrative systematic review. BMJ Open.

  7. Cho, B.-K., Park, J.-K., 2019. Correlation Between Joint-Position Sense, Peroneal Strength, Postural Control, and Functional Performance Ability in Patients With Chronic Lateral Ankle Instability. Foot Ankle Int.

  8. Cho, B.-K., Park, J.-K., Choi, S.-M., Kang, S.-W., SooHoo, N.F., 2019. The peroneal strength deficits in patients with chronic ankle instability compared to ankle sprain copers and normal individuals. Foot Ankle Surg.

  9. Christiansen, T.L., Niazi, I.K., Holt, K., Nedergaard, R.W., Duehr, J., Allen, K., Marshall, P., Türker, K.S., Hartvigsen, J., Haavik, H., 2018. The effects of a single session of spinal manipulation on strength and cortical drive in athletes. Eur. J. Appl. Physiol.

  10. Clain, M.R., Baxter, DE., 1992. Achilles tendinitis. Foot & ankle.

  11. Cook, JL., Khan, KM., Purdam, C., 2002. Achilles tendinopathy. Manual therapy.

  12. DioGiovanni, BF., Nawoczenski, DA., Lintal, ME., et al., 2003. Tissue-specific plantar fascia-stretching exercises enhance outcomes in patients with chronic heel pain. Journal of Bone and Joint Surgery.

  13. Doherty, C., Bleakley, C., Hertel, J., Caulfield, B., Ryan, J., Delahunt, E., 2016. Dynamic balance deficits in individuals with chronic ankle instability compared to ankle sprain copers 1 year after a first-time lateral ankle sprain injury. Knee Surg. Sports Traumatol. Arthrosc.

  14. Doherty, C., Delahunt, E., Caulfield, B., Hertel, J., Ryan, J., Bleakley, C., 2014. The incidence and prevalence of ankle sprain injury: A systematic review and meta-analysis of prospective epidemiological studies. Sports medicine, 44(1).

  15. Dowling, S., Spooner, CH., Liang, Y., et al., 2009. Accuracy of Ottawa Ankle Rules to exclude fractures of the ankle and midfoot in children: A meta-analysis.

  16. Ekstrand, J., 2008. Epidemiology of football injuries. Sci. Sports.

  17. Ekstrand, J., Hagglund, M., Walden, M., 2011. Injury incidence and injury patterns in professional football: The UEFA injury study. Br. J. Sports Med.

  18. Ekstrand, J., Walden, M., Ekstrand, J., 2003. Exposure and injury risk in Swedish elite football: A comparison between seasons 1982 and 2001. Scand. J. Med. Sci. Sports.

  19. Eren, O.T., Kucukkaya, M., Kabukcuoglu, Y., Kuzgun, U., 2003. The Role of a Posteriorly Positioned Fibula in Ankle Sprain. Am. J. Sports Med.

  20. Feger, M.A., Glaviano, N.R., Donovan, L., Hart, J.M., Saliba, S.A., Park, J.S., Hertel, J., 2017. Current Trends in the Management of Lateral Ankle Sprain in the United States. Clin. J. Sport Med.

  21. Gaida, JE., Alfredson, H., Kiss, ZS., Bass, SL., Cook, JL., 2010. Asymptomatic Achilles tendon pathology is associated with a central fat distribution in men and a peripheral fat distribution in women: A cross-sectional study of 298 individuals. BMC Musculoskelet. Disord.

  22. Gaida, JE., Ashe, MC., Bass, SL., Cook, JL., 2009. Is adiposity an under-recognized risk factor for tendinopathy? A systematic review. Arthritis Care & Research: Official Journal of the American College of Rheumatology.

  23. Gefen, A., Megido-Ravid, M., Itzchak, Y., 2001. In vivo biomechanical behavior of the human heel pad during the stance phase of gait. J Biomech.

  24. Gill, LH., 1997. Plantar fasciitis: Diagnosis and conservative management. J Am Acad Orthop Surg.

  25. González-Martín, C., Alonso-Tajes, F., Pérez-García, S., Seoane-Pillado, MT., Pértega-Díaz, S., Couceiro-Sánchez, E., et al., 2017. Hallux valgus in a random population in Spain and its impact on quality of life and functionality. Rheumatol Int.

  26. Gribble, PA., Hertel, J., Plisky, P., 2012. Using the Star Excursion Balance Test to Assess Dynamic Postural-Control Deficits and Outcomes in Lower Extremity Injury: A Literature and Systematic Review. J. Athl. Train.

  27. Hagglund, M., 2006. Previous injury as a risk factor for injury in elite football: A prospective study over two consecutive seasons. Br. J. Sports Med.

  28. Hagglund, M., Walden, M., Ekstrand, J., 2003. Injury incidence and distribution in elite football – a prospective study of the Danish and the Swedish top divisions. Scand. J. Med. Sci. Sports.

  29. Hagglund, M., Walden, M., Ekstrand, J., 2005. Injuries in Swedish elite football – a prospective study on injury definitions, risk for injury, and injury pattern during 2001. Scand. J. Med. Sci. Sports.

  30. Hannan, MT., Menz, HB., Jordan, JM., Cupples, LA., Cheng, C-H., Hsu, Y-H., 2013. Hallux Valgus and Lesser Toe Deformities are Highly Heritable in Adult Men and Women: The Framingham Foot Study. Arthritis care & research.

  31. Marrón-Gómez, D., Rodríguez-Fernández, Á.L., Martín-Urrialde, J.A., 2015. The effect of two mobilization techniques on dorsiflexion in people with chronic ankle instability. Phys. Ther. Sport.

  32. McCarthy, DJ., Gorecki, GE., 1979. The anatomical basis of inferior calcaneal lesions. J Am Podiatry Assoc.

  33. McKeon, P.O., Hertel, J., 2008. Systematic Review of Postural Control and Lateral Ankle Instability, Part I: Can Deficits Be Detected With Instrumented Testing? J. Athl. Train.

  34. Mokone, GG., Schwellnus, MP., Noakes, TD., Collins, M., 2006. The COL5A1 gene and Achilles tendon pathology. Scandinavian journal of medicine & science in sports.

  35. Mortka, K., Lisiński, P., 2015. Hallux valgus – a case for a physiotherapist or only for a surgeon? Literature review. Journal of physical therapy science.

  36. Murawski, C., Kennedy, J., 2010. Anteromedial impingement in the ankle joint: Outcomes following arthroscopy. American Journal of Sports Medicine.

  37. Plint, AC., Bulloch, B., Osmond, MH., et al., 1999. Validation of the Ottawa Ankle Rules in children with ankle injuries. Acad Emerg Med.

  38. Prevalence of hallux valgus in the general population: A systematic review and meta-analysis. Nix, S., Smith, M., Vicenzino, B. Journal of Foot and Ankle Research.

  39. Rathleff, M.S., Mølgaard, C.M., Fredberg, U., et al., 2015. High-load strength training improves outcome in patients with plantar fasciitis: A randomized controlled trial with 12-month follow-up. Scandinavian journal of medicine & science in sports.

  40. Radiographic validation of the Manchester scale for the classification of hallux valgus deformity, Menz HB et al, Rheumatology.

  41. Robinson, P., 2007. Impingement syndromes of the ankle. European Radiology.

  42. Rosenbaum, AJ., DiPreta, JA., Misener, D., 2014. Plantar heel pain. Medical Clinics of North America.

  43. Rutherford, DS., Niedfeldt, MW., 2001. Treatment of plantar fasciitis. AmfckLRFam Physician.

  44. Sandro Giannini, Roberto Buda, Massimiliano Mosca, Alessandro Parma, Francesco Di Caprio, 2013. Posterior ankle impingement. Foot Ankle Int.

  45. September, AV., Cook, J., Handley, CJ., van der Merwe, L., Schwellnus, MP., Collins, M., 2009. Variants within the COL5A1 gene are associated with Achilles tendinopathy in two populations. British journal of sports medicine.

  46. Shalaj, I., Tishukaj, F., Bachl, N., Tschan, H., Wessner, B., Csapo, R., 2016. Injuries in professional male football players in Kosovo: A descriptive epidemiological study. BMC Musculoskelet. Disord.

  47. Stiell, I.G., Greenberg, GH., McKnight, RD., Nair, RC., McDowell, I., Reardon, M., Stewart, JP., Maloney, J., 1992. Decision rules for the use of radiography in acute ankle injuries. JAMA.

  48. Stiell, I.G., McKnight, RD., Greenberg, GH., McDowell, I., Nair, RC., Wells, GA., Johns, C., Worthington, JR., 1995. Implementation of the Ottawa Ankle Rules. JAMA.

  49. Stiell, I.G., McKnight, RD., Greenberg, GH., McDowell, I., Nair, RC., Wells, GA., Johns, C., Worthington, JR., 1995. Implementation of the Ottawa Ankle Rules. JAMA.

  50. van den Bekerom, M.P., Raven, E.E., 2007. The distal fascicle of the anterior inferior tibiofibular ligament as a cause of tibiotalar impingement syndrome: A current concepts review. Knee Surgery, Sports Traumatology, Arthroscopy.

  51. Vuurberg, G., Hoorntje, A., Wink, L.M., van der Doelen, B.F.W., van den Bekerom, M.P., Dekker, R., van Dijk, C.N., Krips, R., Loogman, M.C.M., Ridderikhof, M.L., Smithuis, F.F., Stufkens, S.A.S., Verhagen, E.A.L.M., de Bie, R.A., Kerkhoffs, G.M.M.J., 2018. Diagnosis, treatment and prevention of ankle sprains: Update of an evidence-based clinical guideline. Br. J. Sports Med.

  52. Walden, M., Hagglund, M., Ekstrand, J., 2005. Injuries in Swedish elite football – a prospective study on injury definitions, risk for injury, and injury pattern during 2001. Scand. J. Med. Sci. Sports.

Scroll to Top