skip to Main Content
Ondt I Knæet? Slut Med Cykel- Og Løbeturen?

Ondt i knæet? Slut med cykel- og løbeturen?

Christian fik ondt i knæet. Han ringede heldigvis til sin osteopat

Min venindes mand Christian fik ondt i knæet. Han var begyndt at løbetræne og fik pludselig ondt efter en løbetur. Det var så slemt, at han dårlig nok kunne gå på trapper.

Shit – tænkte han –  han havde jo allerede købt det dyreste løbetøj og cykelgear og meldt sig til den næste triatlon om to måneder. Hvad ville hans makker sige, hvis han meldte fra?

Han ringede til mig i håb om, at jeg kunne fikse hans knæ.

Hvorfor fik Christian ondt i knæet?

Christian definerer sig selv som en aktiv person. Han har været vant til at løbe, har været god til tennis og squash og har for 10 år siden løbet et maraton.

Hvis spurgt – så træner han 3 – 4 gange om ugen. Men jeg ved, at hvis jeg spørger min veninde, så er virkeligheden anderledes. Christian har trænet 3 – 4 gange om ugen… for 5 år siden. Der er kommet en masse i vejen – job, boligkøb, børn, etc. Så i virkeligheden har han ikke lavet en dyt i de sidste 5 år. Det viste sig i øvrigt, at Christian havde forstuvet sin ankel for 1 år siden men havde glemt at genoptræne efterfølgende. Hans muskler og især sener er blevet svagere. Hans ankel var stiv efter den gamle skade. Hvis man går for hurtigt i gang, eller hvis man ikke er stærk eller smidig nok, så risikerer man en overbelastning. Dette var tilfældet med Christian.  Derfor har han fået ondt i knæet.

Christians historie er typisk, når det kommer til overbelastningsskader, og vi ser cases som Christians på klinikken hver eneste dag. 

Løbeknæ

Efter en grundig undersøgelse af Christians knæ, kunne jeg konstatere, at han har fået løbeknæ. Det er en overbelastningsskade, som kommer til udtryk i form af smerter på ydersiden af knæet. Smerterne kommer efter løb, men kan også opstå i forbindelse med cykling eller anden aktivitet, når knæet bøjes og strækkes mange gange. I Christians tilfælde, skyldes hans skade både en voldsom øgning i træningsmængden og en stivhed samt svaghed i ankelledet.

Hvad med den triatlon..?

Bedre bevægelighed er nødvendig

Efter en grundig undersøgelse af Christians bevægelighed, har jeg fundet en stramhed i Christians hofteled og stivhed i hans ankel. Denne ubalance har medført en forkert belastning på knæleddet. Ved at rette op på hoften og foden har jeg skabt bedre forudsætninger for, at Christian kan træne sig op til at kunne løbe smertefrit. Jeg har arbejdet med Christians hofte samt med brystkassen, spændinger i mellemgulvet og de dybe hoftebøjerer for at få en bedre funktion i hoften. Christian har fået en række mobilitetsøvelser, som han skal lave, og han har booket opfølgende aftaler til behandling for at undgå, at leddene igen bliver for stive.

Bedre stabilitet i benet er afgørende

Bevægeligheden er vigtig, men styrke og stabilitet i benet er også vigtigt. Christian skal lave stabilitets- og styrketræning for at gøre hans krop klar til løb. Han skal bl.a. træne styrke i baglår og baller samt lave øvelser på et ben for at øge stabiliteten. Christian må godt løbe – når de stærke smerter i knæet er aftaget. Dog skal han i gang med et løbeprogram, hvor han langsomt øger træningsmængden.

Tålmodighed er vigtig – respekter helingstider

Det er frustrerende at døje med en overbelastningsskade. Udfordringen er, at man er nødt til at respektere helingstider for vævet. I Christians tilfælde er det senevævet, der er beskadiget. Senevævets helingstid er 6-9 måneder. Det betyder ikke nødvendigvis, at Christian kommer til at have ondt i de næste 9 måneder. Det er blot vigtigt at huske på, at vævet er svækket i den periode, og at man skal tage hensyn. Hvis du spørger mig – bør han ikke deltage i den triatlon. Det når han ikke. Men han skal nok komme til at løbe igen.

Få vurderet og behandlet din skade hos din osteopat eller fysioterapeut

Har du ondt i knæet, er det dumt at ignorere smerterne. De bliver kun værre, hvis ikke du træner smart. Derfor anbefaler vi, at du får skaden vurderet og behandlet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Back To Top